Kultur

Kultur er et uhångribeligt ord/begreb, fordi det bruges i så mange forskellige sammenhænge. Vi sætter ord foran og efter “kultur” – kulturkløft, voldskultur etc. Skal man spore sig ind på, hvad kultur er for en størrelse, kan man måske med fordel vende blikket mod den tyske filosof Peter Sloterdijk, der i slutningen af 1900-tallet slog fast – ikke uden et glimt i øjet – at den væsentligste forskel på dyr og mennesker er – ja, kultur.

I modsætning til dyrene er vi ganske enkelt i stand til at skabe oplevelser, der ikke stringent har noget med vores oplevelse at gøre.

Den danske politiker Hartvig Frisch slog tilbage i 1928 fast, at “kultur er vaner”. Vanerne har igennem årene skabt fælles identitet, så kultur afspejler, at vi er danskere med en fælles nationalbetinget kulturbaggrund. Kulturen er med andre ord med til at afdække, hvilket folk vi er og hvilke nationale pejlemærker, vi har.

Skal samfundet – staten og kommunerne – blande sig i kulturen og understøtte den økonomisk? ja, er det enkle svar. Samfundet, og det vil groft sagt sige dert til enhver tid herskende politiske flertal, skal selvfølgelig påvirke kulturudviklingen og må derfor også støtte den sideløbende med de mange privatfinansierede tiltag.

Udfordringen kommer, når man skal enes om, hvad der skal støttes, og hvad der ikke skal støttes, det må til enhver tid afgøres via politiske forhandlinger. Det er væsentligt, at kulturen bredes ud, så den i videst mulige omfang omfatter danskerne – ellers kan man ikke tale om en fælles kulturel identitet, som er en del af fundamentet i vores danske nationalkarakter.

I vælfærdsstaten Danmark er kultur ikke vælfærdens modsætning, men snarere dens forudsætning. Øjeblikkets kulturudbud skal ses som velfærd for intellektet og kompletterer dermed velfærdsbegrebet.

Tidens Demokrater – Det rigtige valg!